Delegationen

108 medlemmer af Europa-Parlamentet fra alle syv politiske grupper såvel som løsgængere repræsenterer Europa-Parlamentet på konferencens plenarforsamling.

En far med sine børn ude i det fri

Hvad handler konferencen om?

Konferencen om Europas fremtid er en åben og inklusiv øvelse i samtaledemokrati. Den er den første af sin art. Den giver europæerne mulighed for at dele deres forventninger og idéer til Europa og komme med forslag til, hvordan fremtidens EU-politik skal se ud.
Konferencen blev vedtaget af Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen i en fælles erklæring undertegnet den 10. marts 2021 i Bruxelles. De tre institutioner, hvis formænd udgør det fælles formandskab, har forpligtet sig til at lytte til europæerne og til inden for deres respektive kompetenceområder straks at følge op på de anbefalinger, der bliver fremsat. Konklusionerne fra konferencen forventes at foreligge inden udgangen af foråret 2022.
Der er udpeget en bestyrelse, som på vegne af det fælles formandskab skal føre tilsyn med konferencens arbejde. Bestyrelsen består af repræsentanter for de tre institutioner, der har de samme beføjelser og deler formandskabet. COSAC-repræsentanter fra EU's nationale parlamenter deltager som observatører i alle bestyrelsesmøder. Repræsentanter for Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og arbejdsmarkedets parter er også blevet tilbudt observatørstatus.

Hvordan kommer konferencen til at foregå?

Konferencen blev officielt lanceret den 9. maj 2021 under en ceremoni i Europa-Parlamentet i Strasbourg, efter at bestyrelsen vedtog dens forretningsorden. Konferencens flersprogede digitale platform blev lanceret den 19. april.
Platformen er et sted, hvor borgerne kan indsende forslag, udveksle idéer og interagere med hinanden på EU's 24 officielle sprog. Disse bidrag vil blive indsamlet, analyseret og kontrolleret i løbet af konferencen. Platformen giver også et overblik over begivenheder, der arrangeres af enkeltpersoner og organisationer samt af nationale, regionale og lokale myndigheder i hele Europa. De vigtigste idéer og anbefalinger fra platformen vil blive drøftet af deltagerne i konferencens to andre komponenter: de europæiske borgerpaneler og plenarforsamlingen.
De fire europæiske borgerpaneler vil hver bestå af 200 tilfældigt udvalgte borgere, som vil drøfte forskellige emner og fremsætte deres forslag. Panelerne vil være repræsentative for EU's befolkning med hensyn til geografisk oprindelse, køn, alder og socioøkonomisk baggrund.

Konferencens plenarforsamling

På konferencens plenarforsamling vil anbefalingerne fra de nationale og europæiske borgerpaneler og bidragene fra den flersprogede digitale platform blive drøftet, grupperet efter emne. Når anbefalingerne er blevet fremlagt og drøftet med borgerne, vil plenarforsamlingen fremlægge sine forslag til konferencens konklusioner for bestyrelsen. Bestyrelsen udarbejder derefter en rapport med fuld gennemsigtighed og i tæt samarbejde med plenarforsamlingen.
Konferencens plenarforsamling består af 108 repræsentanter fra Europa-Parlamentet, 54 fra Rådet, tre fra Europa-Kommissionen, 108 fra de nationale parlamenter på lige fod og 108 borgere. 18 repræsentanter fra Regionsudvalget og 18 fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, seks valgte repræsentanter fra regionale myndigheder og seks valgte repræsentanter fra lokale myndigheder, 12 repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og otte fra civilsamfundet vil også deltage.
Møderne i konferencens plenarforsamling, der ledes af de tre formænd for bestyrelsen, finder sted i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Møderne kan følges live på alle Unionens officielle sprog.

Europa-Parlamentets delegation

Europa-Parlamentets delegation til konferencens plenarforsamling består af 108 parlamentsmedlemmer fra alle syv politiske grupper såvel som løsgængere. Den omfatter seks ud af Parlamentets syv repræsentanter og observatører i konferencens bestyrelse og ledes af Guy Verhofstadt (Renew, BE). Delegationen mødes forud for konferencens plenarforsamlinger for at forberede Parlamentets bidrag. Den mødes første gang, inden den første plenarforsamling løber af stablen den 18.-19. juni 2021.

Gå i dybden med konferencen om Europas fremtid

Giv din mening til kende

Gå til webstedet